Vers 1
Hvor underlig er du i alt, hvad du gør!
Hvem kan dine veje forstå?
Men ét er do sikkert: Den vej du mig før,´
/:for mig er den bedste at gå.:/
Vers 2
Du ved ej, mit barn, hvad jeg gør her på jord,
Men du skal dog se det engang.
Urolige hjerte, hvad sørger du for?
/:Ej prøvelsens tid er så lang.:/
Vers 3
O, Herre, du veje i tusindtal har,
og hvilken du vælger for mig,
får være det sammen, når blot du mig ta´r
/:til Himmelsen sammen med dig.:/
Vers 4
Jeg venter tålmodigt, tilfreds med min lod,
til engang hvert"hvorfor" får svar.
En arv uden lige hos Gud jeg har fået:
/:Det herlige håb jeg nu har.:/