Vers 1
Trængslen var stor der hvor Mesteren gik,
alle behøvede hans kærlige blik;
syge, bedrøvede, trætte af nød,
lytted de efter hans tale så sød.
Vers 2
Hjælpsom, velsignede vandred han om,
sygdom og død flygted bort, hvor han kom.
Hvert af hans ord var der lægedom i;
ikke et suk gik hans øre forbi.
Vers 3
Bølgerne lagde sig nys på hans bud.
Af den besatte fór ånderne ud.
Herre, han bad, lad mig blive hos dig,
her ved din fod er der hvile for mig.
Vers 4
Kom, Herre, kom thi min datter er død,
bad nu Jarius, og Jesus ham lød.
Pludselig standser han spørgerende: Sig,
hvem af jer var det, der rørte ved mig?
Vers 5
Mester, se trængselen vokser om dig,
hvor kan du spørge: Hvem rørte ved mig?
Da fik en skælvende kvinde de ord:
Frygt ej, min datter, dig ske som du tror!
Vers 6
Bryd gennem trængslen til Frelseren hen!
Syndig du er, – han er synderes ven.
Rører i tro du ved kjortelens flig,
udstrømmer kraft, som kan helbrede dig.