Vers 1
Ingen er så tryg i fare
som Guds lille børneskare,
fuglen ej i skjul bag løve,
stjernen ej højt over støvet.
Vers 2
Herren sel på Zions bjerge
for sit folk er skjold og værge,
vil sig over os forbarme,
bære os på faderarme.
Vers 3
Ingen nød og ingen lykke
fra hans farvn bort kan rykke;
han, den bedste ven blandt venner,
al vor trang og længsel kender.
Vers 4
Vore hovedhår han tæller,
hver en tåre, som vi fælder;
han os føder og os klæder,
midt i sorgen han os glæder.
Vers 5
Om han tager, om han giver,
samme Fader han dog bliver,
og hans mål er kun det ene,
barnets sande vel at tjene.
Vers 6
Fryd dig da, du lille skare!
Jakobs Gud vil dig bevare;
på hans mindste vink må alle
fjenderne til jorden falde.
Vers 7
Og når endt er kampens dag,
endt hver jordisk nød og klage,
kalder os vor Faders stemme
til en evig fryd derhjemme.