Vers 1
Den, som bor i den Højestes skjul,
der hvor de salige bygge,
han skal blive ved nattetid
i den Almægtiges skygge.
Til min Herre min sjæl har sagt:
Du er min bolig og borg,
klippen, på hvem jeg forlader mig,
på hvem jeg har kastet min sorg.
Vers 2
Han skal frelse den enlige sjæl
ud af fordærvelsens fare.
for sin due han sprænge vil
fængerens listige snare.
Herrens nærhed skal dække dig
trygt som en skærmende vold.
Under hans vinger finder du ly,
hans sandhed er panser og skjold.
Vers 3
Pesten sniger i mørket sig fre,
sotpilen flyver om dagen.
Rædsel når tusinde hjem,
lysene slukkes på stagen.
Krigen farer med blodrød hest,
dødsenglen følger dens spor.
Stille, min sjæl, de skal ej nå
det fredfulde telt, hvor du bor.
Vers 4
Se, du bor i den højestes skjul,
han har jo kræfter og evne;
aldrig giver han dig til pris,
før han skulle himlene revne.
Ved din højre og venstre hånd
ti gange tusinde faldt.
Herren sender sin engel ned
at vogte din fod overalt.
Vers 5
Løvers, drager og slangers magt –
havet og bølgerne larme;
fro er sjælen med Gud i pagt,
båret på evige arme,
Herren tager sin due bort,
før end hans vrede går frem,
gemmer sin skat bag perleport
i Himlens velsignede hjem.