Vers 1
Stå fast, min sjæl,
stå fast i Herrens krige!
Tænk, hvilken skam og last
din Gud at svige!
Det båder lidt din sag først ham at kende,
og så på stridens dag
dig atter fej og svag
til verden vende.
Vers 2
At trække ud sit sværd
med modig mine
og under øjne nær
sin fjende trine,
er vel begyndt og må således være;
forsagt til kamp at gå
og atter stille stå
er ingen ære.
Vers 3
Begyndt er ikke endt,
det må du vide,
du har Jesus kendt,
bliv ved at stride!
Alt, hvad dit hjerte vil fra Himlen vende,
som mørkets gøglespil
bekæmpes skal, indtil
al krig har ende.
Vers 4
Når Jesu kærlighed
kun ret betragtes,
når verdens herlighed
for intet agtes,
når Himlen er os kær og sød og yndig,
da lynder ordets sværd,
da bliver Herrens hær
i striden myndig.
Vers 5
Det er en liden tid,
så har jeg vundet,
så er den ganske strid
med ét forsvundet;
så kan jeg hvile mig i rosensale;
og der evindelig
hos Gud i Himmerig
med Jesus tale.