Vers 1
Jeg så ham som barn med det solrige øje
i regnbuens glans på de hjemlige høje,
han kyssed min kind,
og vi leged med stjerne,
mens korset stod skjult
mellem løv i det fjerne.
Vers 2
Jeg så ham som yngling i livskraftens morgen,
da ånden fløj højt imod herlighedsborgen,
han vinked min sjæl, og jeg glemte det lave,
hans ild kasted glans
på forskrænkelsens grave.
Vers 3
Jeg så ham som mand i modnede sommer,
da synderen skjalv for den hellige dommer,
da hjertet slogt tungt,
og min isse var sænket,
og dødstanken strengt
havde livsmodet lænket.
Vers 4
Først da fik jeg kende hans salige nåde,
først da løste Korsets, forargelsens gåde,
først da lærte hjertet at favne den byrde,
som han har mig rakt,
den forbarmende Hyrde.
Vers 5
Først da har jeg sagt ham, hvad før jeg ej vidste,
at han er den første og bliver den sidste;
først da har jeg sagt ham, at ham vil jeg følge
i liv og på dødens den rullende bølge.
Vers 6
Først da har jeg sagt ham, til ham vil jeg ile,
som grædende barn
ved hans bryst søge hvile;
hos ham vil jeg mig og min usselhed skjule,
kun da fries jeg ud af fortabelsens hule.
Vers 7
Og engang jeg ser ham, når lyset nedbrænder,
da rækker jeg mod ham
de segnende hænder;
når hjertet står stille, øjet vil briste,
da hilser jeg ham med et smil, med det sidste.