Vers 1
Vi er i de sidste tider,
under verdensbrandens skær,
hastigt det mod enden lider,
Herrens dag er såre nær.
Gud alverdens riger ryster,
frygtelige ting der sker,
dertil sig Guds folk fortrøster:
snart vi Jesus ser!
Kor
Helligåndens ild nu falder
atter over land og by;
Herren os til samling kalder
med ham selv i sky.
Vers 2
Ud i tempelkildens strømme
fører Herrens Ånd vor fod,
så til sidst vi blot kan svømme,
kilden blevet er en flod.
Overalt den sundhed giver,
bækkene til ét den gør,
og Guds folk forenet bliver
nu som aldrig før.
Vers 3
Overalt der sker mirakler,
virket af Guds Helligånd,
selve Satans trone vakler,
Herren udrakt har sin hånd.
Tusindvis af syge læges,
og besatte fries ud,
sønderbrudte hjerter kvæges,
når de møder Gud.
Vers 4
Åndens nådegaver gives
til Guds folk i overmål,
profetiens ånd oplives,
flammer som et mægtigt bål.
Syndere ved korset bøjes
under vægten af Guds ord,
Jesu Kristi navn ophøjes
på den ganske jord.
Vers 5
Guds apostle visdomtaler,
myndige de er i dåd,
Guds profeter er kanaler
for hans underfulde råd.
Og evangelister beder
sjæle ind i Herrens fred,
hyrder, lærere bereder
Kristi menighed.
Vers 6
Åndens dybe suk vi hører,
al Guds skabning sukker med,
til han sine sønner fører
frem til evig herlighed.
Figentræets tegn opfyldes,
som han selv har forudsagt;
snart vi skal med Jesus mødes,
dele tronens magt.