Vers 1
I verden er ej nød så stor,
Guds nåde er dog større,
er lukt for mig hver dør på jord,
står åben Himlens døre;
min sjæl, vær ej forsat,
du står med Gud i pagt;
har verden dig forladt,
blev dagen dig til nat:
Vær trøstig, Herren lever!
Vers 2
Sker end i sol og måne tegn,
frembruse storm derefter,
har jorden ej mod havet hegn,
oprøres himlens kræfter;
kom i orkanens brag
alverdens sidste dag:
Min sjæl, vær ej forsagt,
du står med Gud i pagt:
vær trøstig, Herren lever!
Vers 3
Forglem ej pagtens store ord,
når Herrens time kommer!
Opløft dit hoved, se fra jord!
Forbarmeren er dommer;
i skyen herlig, skøn,
se Guds enbårne søn!
Med kraft han komme vil,
forløsning stunder til:
Vær trøstig, Herren lever!
Vers 4
Vi venter, Herrem på din dag,
den kommer, når du byder;
o, når i undergangens brag
da domsbasunen lyder,
gid sjælevågne da
vi med halleluja
lovpriser må din magt
og med vor Gud i pagt
udråbe: Herren lever!