Vers 1
Stå frem, o trøster og trøst mit folk,
Ja, trøst mit folk, ja, trøst mit folk
og vær for Zion en fredens tolk,
som idel nåde forkynder!
Udråb forsoningens glædesbud
og sig, at striden er kæmpet ud,
at vi har fået, og det af Gud,
ja, dobbelt nåde for synder!
Vers 2
For hele folket er hø og strå,
ja, hø og strå, ja hø og strå,
og ingen stærke, som kan bestå;
de er så kraftkøs alle.
De ligner stænk i den dybe sø
og blomsterbladene, stormen strø,
en lille døgnflue, som må dø
når aftensskyggerne falder.
Vers 3
Men Gud er stor i retfærdighed,
i miskundhed, i trofasthed;
hans navn er Herren fra Evighed,
på ham skal folkene håbe.
Han styrer verden i ledebånd,
han bøjer hjerterne ved sin Ånd,
han holder havet i hule hånd
og spilder aldrig en dråbe.
Vers 4
Ja, råb til folket: O, se din Gud,
o, se din Gud, o, se din Gud!
og klippens due vil komme ud
og synge jublende sange.
Den blinde ser, og den bange tror,
den døve lytter til bogens ord,
den stumme synger i glæde stor,
den lamme springer i vange.
Vers 5
Han trættes ikke, den Almagts Gud,
den Almagts Gud, den Almagts Gud,
og ingen tømmer hans tanker ud,
og stærke han er i den svage.
Enhver, som bier på Herrens ret,
på ørnevinger sig hæver let,
han løber uden at blive træt,
hans styrke er som hans dage.
Vers 6
O halleluja, og pris og tak,
ja pris og tak, ja, pris og tak!
Vor Gud gør ende på ve og ak,
hans navn for evigt til ære!
Han fører sjæle fra trællestand
og ind i frihedens gode land,
hvor de sig hviler ved livets vand,
her er så saligt at være.