Vers 1
Alene i håb til Gud
min sjæl er stille,
han fører mig sikkert ud,
mig svage lille.
Han ene min klippe er,
hvorhen jeg iler;
når stormen mig kommer nær,
da trygt jeg hviler.
Vers 2
Han er nu min faste borg,
som ej kan rokkes;
der glemmer jeg nød og sorg,
som om mig flokkes,
ja selv om end satans hær
mig ned vil støde,
min Jesus min hjælp dog er,
når de mig møde.
Vers 3
O, salige hvilested ved Jesu hjerte,
der har jeg min ro og fred,
min trøst i smerte!
Der glæde jeg har i savn,
ja, lys i mørke,
i stormen en sikker havn,
en brønd i tørke.