Vers 1
Fryd dig storlig, Sions datter!
Råb af glæde, Kristi brud,
selv om verden aldrig fatter,
hvad du ser i denne Gud.
Vers 2
Han er fattig og sagtmodig,
og han rider på et øg,
og foragtet, bleg og blodig
bli´r han verdens påskespøg.
Vers 3
Denne skændsel må han bære,
for han har en skøge kær.
Han vil ofre al sin ære,
han vil ta´ dig, som du er.
Vers 4
Se, han bærer tornekrone,
for din medgift er så streng,
at en galge bli´r hans trone
og en grav hans bryllupsseng!
Vers 5
Sådan kun bli´r horen vundet,
sådan kun bli´r skøgen brud
og den tabte jomfru fundet
i retfærdighedens skrud.
Vers 6
Hjertet kan du aldrig lukke
for hans pines skarpe sværd.
Knus din dyre nardus-krukke,
salv ham til hans jordefærd!
Vers 7
Fryd dig storlig, Sions datter!
Glæden har sin tone få´ed,
først når verdens horelatter
bli´r til brudens frydegråd.