Hvor lifligt det er at møde
når ene man vandrer frem,
en broder- og søsterskare
på vejen til samme hjem.
Det er som en kvægende luftning
som Herren os sender ned
til trøst for den trætte vandrer
på vejens besværlighed.
Der gives ej jordisk slægtsskab,
ej blodets det stærke bånd,
som binder så hjerte til hjerte,
forener så ånd med ånd
som dette at have til fælles
en tro og en Frelser god,
som børn af den samme Fader
og renset i samme blod.
Den lyst, som verden kan byde,
ej lokker de kristne mer,
i al denne ydre glimmer
forfængelighed de kun ser,
men byd dem et stille samvær
med en af Guds ringe små
se det er de lifligste timer,
de her på jorden kan få.
Og når så den sidste fjende
for evigt besejret er,
da møder vi jo de kære
som frelste blandt Himlens hær.
Der tales ej mer om at skilles,
der bydes ej mer favel,
for evigt vi vandrer sammen
ved livets sprudlende væld.
Forfatter: Kirsten D. Hansen