Vers 1
Uforsagt, hvordan min lykke
end i verden blive må,
det er dog det mesterstykke som jeg pønser på.
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.
Vers 2
Uforsagt, når andre plager
med bekymring deres sind;
når kun min Gud behager,
går jeg roligt ud og ind.
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.
Vers 3
Uforsagt, når andre skrækkes,
frygter for den onde dag,
ved Guds nåde trygt jeg dækkes,
ham befaler jeg min sag.
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.
Vers 4
Uforsagt, når andre gruer
for at dø, jeg gruer ej;
jeg min krone hisset skuer,
skulle jeg da grue? Nej!
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.
Vers 5
Søde Gud, lad mig din nåde
altid have her! Du må
gerne for min lykke råde,
når hist mig vel må gå.
uforsagt, ihvor det går.