Vers 1
Dybt hælder året i sin gang,
snart ødes eng og lund,
farvel med al din lyst og sang,
du korte sommerstund!
Vers 2
Snart sukker vinterstormens røst:
Alt visner og forgår!
Lad visne kun, jeg ved den trøst,
som lige fuldt består!
Vers 3
Lad solen korte af sin vej,
og natten vokse til.
Guds vældes arm forkortes ej,
hans visdom for ej vild!
Vers 4
Lad gulne hvert et blad på kvist,
lad falme alle strå,
Guds kærlighed, jeg ved forvist,
omskiftes ikke så!
Vers 5
Jeg ved, hvor glæden har sit hjem,
når øde mark står hvid,
hint frydekor fra Betlehem
forstummer ingen tid!
Vers 6
Jeg ved , hvor håbet grønnes da,
når alting falmer her,
min Frelsers træ på Golgata
en evig krone bær'!
Vers 7
Lad synke kun, med løvets fald,
hver markens blomst i rad,
min tro på ham bevare skal
sit friske hjerteblad!
Vers 8
Han lover mig en evig vår,
trods vinterstorm og død,
thi livet frem af graven går,
som Kristus gennembrød!