Vers 1
Den yndigste rose er funden,
blandt stiveste torne oprunden,
vor Jesus, den dejligste pode,
blandt syndige mennesker gro'de
Vers 2
Alt siden vi tabte den ære,
Guds billedes frugter at bære,
var verden forvildet og øde,
vi alle i synden bortdøde.
Vers 3
Da lod Gud en rose opskyde,
og sæden omsider frembryde,
at rense og ganske forsøde
vor slægts den fordærvede grøde.
Vers 4
Al verden nu burde sig fryde,
med salmer og mangfoldig udbryde,
men mangen har aldrig fornummen,
at rosen i verden er kommen.
Vers 5
Forhærdede tidsel-gemytter,
så stive som torne og støtter,
hvi holder I eder så ranke
i stoltheds fordærvede tanke!
Vers 6
Ak, søger de ydmyge steder,
i støvet for Frelseren græder,
så får I vor Jesus i tale,
thi roserne vokser i dale.
Vers 7
Min Jesus! Du stedse skal være
mit smykke, min rose, min ære,
de giftige lyster du døder,
og korset så lifligt forsøder.
Vers 8
Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste!