Vers 1
Gud skal alting mage,
som mig alle dage
favner i sit skød,
han, som mig udval'te
og blandt sin talte,
førend jeg blev fød,
han, som ved
så god besked
udi livet og døden,
hvad jeg har fornøden.
Vers 2
Gud skal alting mage!
Han så mangen plage
haver fra mig vendt,
underholdet livet,
mad og drikke givet,
som det mig har tjent;
og når tit
en anden sit
har med suk og sorg fordøjet,
har han mig fornøjet.
Vers 3
Gud skal alting mage,
dig ved hånden tage,
når du synke skal;
når du vil fortvi´le,
finder ingen hvile
di modgangs dal,
Gud da vil
selv træde til,
da skal al din kummer endes,
som et strå forbrændes!
Vers 4
Gud skal alting mage,
mægtig i de svage
han sig altid ter,
skulle eller kunne
nogen gå til grunde,
som på Herren ser?
Allesteds
da veltilfreds!
Altingstår udi hans hænder,
al din trang han kender.
Vers 5
Gud skal alting mage,
selv når du skal smage
dødens beske skål,
da vil han det gøre,
selv vil han dig føre
til det rette mål;
lad den pagt
kun stå ved magt,
at du skal til graven drage,
Gud skal sjælen tage!
Vers 6
Gud skal alting mage,
som den sorte drage
mægtig overvandt;
fører han end sine
gennem kors og pine
underlig iblandt,
vær bered
til strid og fred,
til at give og at tage,
Gud skal alting mage.