026 – Lovsynger Herren, min mund og mit indre!

Vers 1
Lovsynger Herren, min mund og mit indre!
sjungende hjerte, tag Ånden i favn!
tonerne spille, som stjernerne tindre,
trindt om Jehovas højhellige navn!

Vers 2
Sjæl, kom i hu, at Guds pris du forkynder,
tidlig og sent, for han evigt er god,
han, som forlader i skok* dine synder,
råder på al din elendighed bod!
(*bundter af neg)

Vers 3
Løskøbt han har dig bland helvedes fanger,
kranser dig yndigt, som kongen sin ven,
skænker dig alt, hvad dit hjerte forlanger:
solfuglen lig bliver ung du igen.

Vers 4
Højt, som til himlen der findes fra jorden,
vokse vor Herre lod nåden i hast;
langt, som fra syden der måles  til norden,
skilte han fra os vor skam og vor last.

Vers 5
Faderen tager vel barnet til nåde,
så tager trælbårne syndere du,
Gud, for du kender vor skabelses gåde,
støvtrådeværket du kommer i hu.

Vers 6
Menneskeliv er som græsset i enge,
blomsten vi ligne fraisse til fod:
stormene hvine, og bladene hænge
visnet, man ved ikke mer, hvor den stod.

Vers 7
Evighedsblomst derimod er din nåde.
fryder dem alle, som frygte din magt,
bliver end sent deres afkom til både,
som holder hart ved dit bud og din pagt.

Vers 8
Herre, vor Herre, han troner Himlen,
enevoldskonge er han over alt;
stjernerne lig er om højsædet vrimlen,
høvdingeskaren, blandt tjenerne talt.

Vers 9
Lover ham, engle, som herligt udrette
ærinde hans, alt som ordene lød!
Priser ham, kræfter, som fluks iværksætte,
hvad med et vink kun den Vældige bød!

Vers 10
Lovsynger Herren, hans værker i klynge,
verdene alle, thi riget er hans.
Glæd dig, min sjæl, til for evigt at synge
Skaberens pris, hvor han troner i glans.