018 – Hil dig, Frelser og Forsoner!

Vers 1
Hil dig, Frelser og Forsoner!
Verden dig med torne kroner,
du det ser, jeg har i sinde
rosenkrans om kors at vinde,
giv dertil mig mod og held!

Vers 2
Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
og hvad elsked du hos støvet,
at du ville alt opgive
for at holde os i live,
os dig at meddele hel?

Vers 3
Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden,
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted!

Vers 4
Ak, nu føler jeg tilfulde
hjertets hårdhed, hjertets kulde!
Hvad udsprang af disse fjelde,
navnet værdt* til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?
(*værdigt)

Vers 5
Dog jeg tror, af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder,
mægtig til hver sten at vælte,
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent!

Vers 6
Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte,
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af!

Vers 7
Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

Vers 8
Skønt jeg må som blomsten visne,
skønt min hånd og barm må isne,
du, jeg tror, kan det så mage,
at jeg døden ej skal smage;
du betalte syndens sold!

Vers 9
Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde!
Stå mig bi, når fjenden frister,
ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: Vi går til paradis!