012 – Giv mig, Gud, en salmetunge

Vers1
Giv mig, Gud, en salmetunge,
så for dig jeg ret kan sjunge
højt og lydelig,
så jeg føle kan med glæde
sødt det er om dig at kvæde
uden skrømt og svig!

Vers 2
Himlene din glans forkynde,
lad hver morgen mig begynde
dagen med din pris!
Og når aftenklokken ringer,
lad min sang på lærkevinger
stige ligervis!

Vers 3
Aldrg noksom kan dig love
mand på mark og fugl i skove
for din miskundhed,
lige god i ny og næde
gør du, os til gavn og glæde,
mer end engle ved!

Vers 4
Hvert dit værk er stort vidunder,
i din visdom ingen bunder,
som af den har øst.
Kun en dåre tør det nægte,
at hos dig er alting ægte,
alting mageløst!

Vers 5
Græsset lig er hver en synder,
ender, før han ret begynder,
visner i sin vår,
himle selv forgå af ælde,
men i grundfast guddomsvælde
evigt du består.

Vers 6
Dine fjender gå til grunde,
ja, som avner skal de onde
hvirvles, vejres hen,
mens i alderdommends dage
herlig kræfterne tiltage
hos din gode ven.

Vers 7
Se, fra dine drivehuse
i det fri, hvor storme suse,
poder plantes ud!
Og når de som sne er hvide,
finest frugt om vintertide
bære de for Gud.

Vers 8
Om end gennem dage hårde,
blomstre skal i dine gårde
hvert et hjerteskud,
bære frugt på gamle dage,
medens bjerg og skov gentage:
Ejegod er Gud!