FS1:112 – Jeg ved et sted

Vers 1
Jeg ved et sted hvor jeg kan gå med selv de mindste ting;
og alt som vil mig tynge her på færden.
Hvor sorgen blir til glæde vendt tårer blir til smil.
Til Golgata, det bedste sted i verden.

Vers 2
Her har jeg få´t et tilflugtssted, i storm et sikkert ly,
en hvileplads hvor hen jeg trygt kan ile.
når uro vil forstyrre mig, jeg tyr til Golgata,
her er der fred, og her blir sjælen stille.

Vers 3
Jeg elsker Golgata hvor jeg fik byrden læsset af,
da jeg var træt af synden og dens smerte.
I blodet blev jeg renset ren, fik ret til livets træ.
Tænk dyre blod som flød fra Jesu hjerte.

Vers 4
Jeg har et land som venter mig, når jeg skal bort herfra,
et land hvor der er evig fred og glæde.
Der lyder sangen som et brus af mange vandfalds røst,
den sang som vi begyndte på hernede.