076 – Nu ebber dagens timer langsomt ud

Vers 1
Nu ebber dagens timer langsomt ud,
det sidste sandkorn gennem glasset rinder,
og hjertet bøjer sig med tak til Gud
og samler for hans åsyn dagens minder.

Vers 2
Jeg skrifter for dig, hvad jeg har forbrudt,
fordi min egen vilje ville råde.
Lad alt, hvad jeg har angret og fortrudt,
begraves under dybet af din nåde.

Vers 3
Så kan jeg gå til hvile, tryg og glad,
og vide, du og jeg er gode venner,
og vi skal aldrig, aldrig skilles ad,
du holder jo min hånd i dine hænder.