070 – Fred hviler over land og by

Vers 1
Fred hviler over land og by,
ej verden larmer mer,
fro smiler månen til sin sky,
til stjerne stjerne ser.

Vers 2
Og søen blank og rolig står
med himlen i sin favn,
på dammen fjerne vogter går
og lover Herrens navn.

Vers 3
Der er så stille og så tyst
i himmel og på jord
vær også stille i mit bryst
du flygtning som der bor!

Vers 4
Slut fred, o hjerte, med hver sjæl
som her dig ej forstår!
Se, over by og dal i kvæld
nu fredens engel går.

Vers 5
Som du, han er en fremmed her,
til himlen står hans hu,
dog i det stille stjerneskær
han dvæler her som du.

Vers 6
O lær af ham din aftensang:
Fred med hver sjæl på jord!
Til samme Himmel går vor gang,
adskilles end vort spor.

Vers 7
Fred med hvert hjerte, fjern og nær,
som uden ro mon slå!
Fred med de få, som mig har kær,
og dem, jeg aldrig så.