062 – Vor Gud han er så fast en borg

Vers 1
Vor Gud han er så fast en borg,
han kan os vel bevare,
han var vor hjælp i al vor sorg,
vort værn i al vor fare,
den gamle fjende led
er nu for alvor vred
stor magt og argelist
han samler mod os vist,
ej jorden har hans lige.

Vers 2
Vor egen magt den er kun svag,
let kan os fjenden fælde
men een antager sig vor sag
omgjordet med Guds vælde:
Det er den Herre Krist,
og sejr får han vist,
der er ej anden Gud,
han drager med os ud,
han marken skal beholde

Vers 3
Og myldred djævle frem på jord
og os opsluge ville,
vi frygter dog ej fare stor,
de deres trusler spilde.
Lad rase mørkets drot
med løgn og mord og spot,
han har dog få't sin dom,
da Krist til jorden kom,
et ord ham nu kan fælde.

Vers 4
Det ord de vel skal lade stå,
og dertil utak have,
thi Herren selv vil med os gå,
alt med sin Ånd og gave,
og tage de vort liv,
gods, ære, barn og viv,
lad fare i Guds navn,
dem bringerdet ej gavn,
Guds rige vi beholde.