Vers 1
Uforsagt, hvordan min lykke
end i verden blive må,
det er dog et mesterstykke,
som jeg daglig pønser på.
Kor:
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går!
Vers 2
Uforsagt, når andre plager
med bekymring deres sind,
når jeg kun min Gud behager,
går jeg roligt ud og ind.
Vers 3
Uforsagt, når andre sukker
under deres bange kår,
jeg på Herrens nåde pukker
resten sørger jeg ej for.
Vers 4
Uforsagt, når andre skrækkes,
frygter for den onde dag,
ved Guds nåde trygt jeg dækkes,
ham befaler jeg min sag.
Vers 5
Uforsagt, når andre gruer
for at dø, jeg gruer ej,
jeg min krone hisset skuer,
skulle jeg da grue? Nej!
Vers 6
Søde Gud lad mig din nåde,
altid have her! Du må
gerne for min lykke råde,
når det hist mig vel må gå.