050 – Ingen er så tryg i fare

Vers 1
Ingen er så tryg i fare
som Guds lille børneskare,
fuglen ej i skjul bag løvet
stjernen ej højt over støvet.

Vers 2
Herren selv på Sions bjerge
for sit folk er skjold og værge,
vil sig over os forbarme,
bære os på faderarme.

Vers 3
Ingen nød og ingen lykke
af hans favn os bort skal rykke.
Han, den bedste ven blandt venner,
al vor trang og længsel kender.

Vers 4
Vore hovedhår han tæller,
hver en tåre, som vi fælder.
Han os føder og os klæder,
midt i sorgen han os glæder.

Vers 5
Om han tager, om han giver,
samme Fader han dog bliver.
Og hans mål er kun det ene,
barnets sande vel at tjene.

Vers 6
Fryd dig da, du lille skare!
Jakobs Gud vil dig bevare.
På hans mindste vink må alle
fjenderne til jorden falde.

Vers 7
Og når endt er kampens dage,
endt hver jordisk nød og klage,
kalder os vor Faders stemme
til en evig fryd derhjemme.