045 – Han, som har hjulpet hidindtil

Vers 1
Han, som har hjulpet hidindtil,
han hjælper og herefter,
han altid kun det bedste vil,
og han har almagts-kræfter,
og han så grundig alting ved,
at selv til bunds i kærlighed
ser klart hans forsyns øje.

Vers 2
Den øde ørk, det vilde hav,
den hårde vinterkulde,
den dybe sorg, den mørke grav,
de kære under mulde,
for alt hos Gud er gode råd,
til frydesang han vender gråd
så let som vind og vove.

Vers 3
Thi når vor sjæl er i Guds hånd,
Guds ord i mund og hjerte,
da brister for os alle bånd,
som pine kan og smerte,
da åbner sig, som aldrig før,
Guds-rigets port, Guds-husets dør
og livets kilder alle.

Vers 4
Om end vort støv er lige tungt,
så får vor sjæl dog vinger,
så den med ordet evig ungt
sig let til Himlen svinger
og ser så fra det høje ned
med smil på verdens usselhed,
med trøst på jordens møje.

Vers 5
Vi føler, at hvordan det går,
hvad verden gør og lader,
så gav os Gud dog børnekår,
så er dog Gud vor Fader,
så er vor død dog kun et blund,
og støvet om en liden stund
får også ørnevinger.