044 – Guds nåde er nok

Vers 1
Guds nåde er nok, han mig aldrig har sveget,
jeg tror, hvad min Frelser har sagt.
Han aldrig endnu fra sit tilsagn er veget,
og aldrig han bryder sin pagt!

Vers 2
Hans nåde slår til, og jeg ved ikke andet
at nævne til fred for min ånd.
Hvordan nu end mørke og solskin er blandet,
jeg føres af Almagtens hånd.

Vers 3
"Min nåde er nok!" – Hvilken trøsterig tale
af ham til mig vildfarne får.
Ad banede stier, i yndige dale,
han leder mig hjem til sin gård!

Vers 4
ja, nåden slår til, og jeg ængstes ej længer,
min Frelser vil stride for mig.
Og nåden mig dækker, når skyerne hænger
helt truende over min vej!

Vers 5
Guds nåde slår til, som en kilde henflyder
ustandselig år efter år.
jeg fryder mig ved den, jeg daglig den nyder,
og aldrig til bunden jeg når!