038 – Den, som bor i den Højestes skjul

Vers 1
Den, som bor i den Højestes skjul,
der hvor de salige bygge,
han skal blive ved nattetid
i den Almægtiges skygge.
Til min Herre, min sjæl har sagt:
Du er min bolig, min borg,
klippen, på hvem jeg forlader mig,
på hvem jeg har kastet min sorg!

Vers 2
Han skal frelse den enliges sjæl
ud fra fordærvelsens fare,
for sin due han sprænge vil
fængerens listige snare.
Herrens nærhed skal dække dig
trygt som en skærmende vold.
Under hans vinger finder du ly,
hans sandhed er panser og skjold.

Vers 3
Pesten sniger i mørket sig frem,
sotpilen flyver om dagen.
Rædsel når til de tusinde hjem,
lysene slukkes på stagen.
Krigen farer på blodrød hest,
dødsenglen følger dens spor.
Stille, min sjæl, de skal ej nå
det fredfulde telt, hvor du bor!

Vers 4
Se, du bor i den Højestes skjul,
han har jo kræfter for alle,
aldrig giver han dig til pris,
før skulle Himlene falde.
Ved din højre og venstre hånd
ti gange tusinde faldt.
Herren sender sin engel ned
og vogter din fod overalt!

Vers 5
Løvers, dragers og slangernes magt,
havet og bølgerne larme.
Glad er sjælen med Gud i pagt,
båret på evige arme.
Herren tager sin due bort
førend hans vrede går frem,
gemmer sin skat bag perleport
i Salems velsignede hjem!