336 – Mit hjerte var knust under dommerens blik

Vers 1
Mit hjerte var knust under dommerens blik
og sank i det dyb, hvor det dødssåret fik.
Jeg råbte til Gud fra den brusende grav,
og fredssolens guld faldt mildt på livets hav.

Kor
Han drog mig op af det dybe dynd,
satte min fod på den faste grund,
gav mig en sang, da han tog min synd
en jubelsang. – Halleluja!

Vers 2
Han lod mig da stå der i urklippens kløft
opholdt mig og hjalp mig forbi hver en grøft.
Han værner min sjæl, når jeg hviler i ham,
af nåde jeg kronen får ved det Guds Lam.

Vers 3
Han gav mig en lovsang med sejrende fryd,
ved dag og ved nat kan du høre dens lyd.
Nu flyder det over, thi sjælen er fri.
Jeg priser min Frelser henad livets sti.

Vers 4
Jeg synger om nåden, som blev mig til del,
om freden, som skænkes den troende sjæl.
Jeg synger det ud overalt, hvor jeg går,
så skarerne finder frem og frelsen får.

Vers 5
Han frelste fra syndlivets grufulde løn.
Jeg priser min Jesus, som hørte min bøn!
Jeg synger min sang om hans kærlighed stor,
og hisset jeg synger med de frelstes kor.

Forfatter: H. J. Zelley