023 – O, om jeg kunne min Jesus prise

Vers 1
O, om jeg kunne min Jesus prise,
som jeg af hjertet dog så gerne vil,
fordi han ville den nåde vise
at byde mig sit Himmerige til.

Vers 2
Jeg gik i blinde, jeg lå i døden,
og mørkets fyrste holdt mig ganske fast,
da råbte jeg til min Gud i nøden
han frelste mig og mørkets lænker brast.

Vers 3
Hav tak, min Jesus, for korsets smerte,
for døden og for dine mange sår.
Der fandt jeg fred for mit arme hjerte,
og vinteren blev til en liflig vår.

Vers 4
Op, alle venner, istemmer sange
til ære, pris for ham, som har os løst!
Vi går i trængsel og strider mange,
men kun en liden stund, hvor stor en trøst!

Vers 5
Snart er vi hjemme og står for tronen,
hvad gør det da, om solen har os brændt?
Når hytten falder, så får vi kronen
og al elende er så dermed endt.

Vers 6
Ja, dig alene ske evig ære,
min Jesus, som os købte med sit blod!
Vor syndebyrde du måtte bære,
vort skyldbrev sletted du, som mod os stod.

Vers 7
O, hvilken lykke dig at tilhøre,
hav tak, at også jeg må være med
din gode gerning du selv fuldføre,
til jeg står fri og frelst i evighed.