396 – Blomstre som en rosengård

Vers 1
Blomstre som en rosengård
skal de øde vange,
blomstre som et gyldenår
under fuglesange,
mødes skal i stråleglans
Libanons og Karmels glans,
Sarons yndigheder.

Vers 2
Ryste mer ej noget knæ,
ingens hænder synke,
skyde hvert udgået træ,
glatte sig hver rynke,
rejse sig det faldne mod,
rinde let uroligt blod,
frygt og sorg forsvinde!

Vers 3
Herren kommer, Gud med os,
troen på ham bier,
byde skal han fjenden trods
som sit folks befrier;
alt betales på et bræt:
fjenden sker sin fulde ret,
folket dobbelt nåde.

Vers 4
Skæres for den sorte stær
skal da øjne mange,
døve øren, fjern og nær,
høre frydesange,
som hind da springer halt,
stammer*, som for målløs gjaldt,
løfter klart sin stemme.
(*en stammende)

Vers 5
Så Herrens helligdom
grant Esajas spå’de;
tiden randt, og dagen kom
med Guds lys og nåde,
med den Guds og Davids Søn,
som gør end, i lys og løn,
paradis af ørke.

Vers 6
Ære med vor høje drot,
med hans Ånd tillige!
Sammen gør de alting godt
i vort Himmerige;
døve, selv på gravsens bred,
øren får at høre med,
stummes læber sjunge.

Vers 7
Højt bebude gyldenår
glade nytårssange:
Blomstre som en rosengård.
Skal de øde vange,
mødes skal i stråleglans
Libanons og Karnels glans,
Sarons yndigheder!