389 – Vor Gud han er så fast en borg

Vers 1
Vor Gud han er så fast en borg,
han kan os vel bevare,
han er vor hjælp i al vor sorg,
vort værn i al vor fare.
Den gamle fjende led
er nu for alvor vred,
stor magt og argelist
han samler mod os vist;
ej jorden har hans lige.

Vers 2
Vor egen magt den er kun svag,
let kan os fjenden fælde,
men én antager sig vor sag,
omgjorde med Guds vælde,
det er den Herre Krist,
og sej får han vist,
der er ej anden Gud,
han drager med os ud,
han marken skal beholde.

Vers 3
Og myldred djævle frem på jord
og os opsluge ville,
vi frygter dog ej fare stor,
de deres trusler spilde.
Lad os rase mørkets drot
med løgn og mord og spot,
han har alt fået sin dom,
da Krist til jorden kom;
et ord ham nu kan fælde.

Vers 4
Det ord han vel skal lade stå
og dertil utak have;
thi Herren selv vil med os gå
alt med sin Ånd og gave;
og tage de vort liv,
gods, ære, barn og viv,
lad fare i Guds navn,
dem bringer det ej gavn;
Guds rige vi beholder.