382 – Skulle jeg dog være bange?

Vers 1
Skulle jeg dog være bange?
Kristus hel
er min del,
kan jeg mer forlange?
Hvem kan mig den Himmel røve,
som Guds Søn
gav i løn
dem, der hos ham tøve?

Vers 2
Gods og gaver, selve livet
er ej frit
alt til låns mig givet;
når han kræver sit tilbage,
har han ret;
mig kun slet
sømmed det at klage.

Vers 3
Sorg og glæde mig tilmåler
han, som ved
god besked
om, hvad bedst jeg tåler;
skyen, her jeg vandrer under,
svinder snart,
da står klart
målet, did jeg stunder.

Vers 4
Frit vi tør og under gruen,
Gud i vold,
bag hans skjold,
trodse verdens truen;
møder os den sidste fjende,
mod hans pil
med et smil
tager vi og vinder.

Vers 5
Os dog ingen død kan døde,
men dens bud
løser ud
tusindfold af møde,
lukker dør for sorgestimlen,
så vor sti
bliver fri
ind til selve Himlen.

Vers 6
Hyrde god og glædens kilde,
du, hvis navn
i hvert savn
gør mit stille!
Jesus, Frelser, for din trone
der skal vi
stemme i
tak og lovsangstone.