379 – Lyksalig, lyksalig

Vers 1
Lyksalig, lyksalig
hver sjæl, som har fred!
Dog ingen kender dagen,
før solen går ned.

Vers 2
Godmorgen, godmorgen!
sang fuglen på kvist,
tit så den aftensolen
bage fængslets d¨rist.

Vers 3
Tit dufted, tit nikked
småblomst ved gry,
før aften lå de knust
under haglvejrets sky

Vers 4
Til leged smårbarnet
i morgensol rød
ved kvæld det lå på lejet
så stille og død.

Vers 5
På jorden ej lever
så salig en sjæl,
jo lykken kan omskiftes
fra morgen til kvæld.

Vers 6
Lyksalig dog sjælen
som kender Guds fred,
skønt ingen kender dagen,
før solen går ned.

Vers 7
Godmorgen! vi sjunge
med fuglen helt fro,
skal selv i mørke fængsel
til natten vi bo.

Vers 8
Guds børn kan sig glæde
som blomster ved gry,
skal selv de ligge knust
under aftenens sky.

Vers 9
Som barn kan jeg frydes
i morgensol rød,
om også jeg før aften
er stille og død.

Vers 10
Guds fred og god aften!
vi sjunge ved kvæld:
Vor Herre selv bevare
hver flygtende sjæl.

Vers 11
Lyksalig, lyksalig
hver sjæl har fred!
Guds fred er sjælesolen,
som aldrig går ned.