347 – Jeg har nået Zions sollyse høje

Vers 1
Jeg har nået Zions sollyse høje,
dalens dystre bund er alt svundet hen.
Her hos Jesus jeg mig ret kan fornøje,
selv Satan brummer end.

Omkv
Her fra tind til tind der ruller et halleluja!
Midt i solglans, midt i solglans.
O, hvor pragtfuldt, hvilke syner!
Det for alle er, som Guds herlighed attrår.

Vers 2
Længe søgtes Åndens fylde; men aldrig
vandt jeg op på dette sollyse fjeld.
Her jeg bliver ved min Jesus bestandig,
priser ham af hjerets væld.

Vers 3
Tit jeg sagde, alt var lagt på hans alter.
O, hvor mildt min Frelser talte til mig.
Men jeg var dog mest en nidkær forvalter,
indtil Jesus fik mit Jeg.

Vers 4
Nu hjertet fyldt med ild fra det høje,
glædens sange bruser frem som en flod.
O, om alle for Guds ord sig vil bøje,
renses i det dyre blod!