337 – O, hvor salig jeg dog er

Vers 1
O, hvor salig jeg dog er,
jeg er kommet Himlen nær,
og min glade ånd sig fryder i sin Gud.
Hvert et bånd, som sjælen bandt,
i den stærke ild forsvandt,
jeg blev fri og klædt i retfærds rene skrud.
O, det jubler i mit hjerte,
Herren greb min højre hånd,
han har taget al min smerte
og har fyldt mig med sin Ånd.
Syng det ud, min løste sjæl,
du er fri, og alt er vel,
lad kun andre om hans nåde få et bud!

Vers 2
Aldrig vinder nogen sejr,
som vil stå i verdens lejr,
derfor gik jeg ud og brød med verden helt.
Gamle lyster måtte dø,
alle syndens skjulte frø,
hjertet kunne ikke længer være delt.
Helt for Jesus, lød det stedse,
fremad i din Frelsers spor,
nådens vinde om dig kredse,
fremad på din Herres ord!
Glad blev jeg, som trøstig gik,
nu kom alt i rette skik,
nu kom lykken, og jeg fik min Jesus helt.

Vers 3
Dyb er Jesu rene fred,
himmelhøj hans salighed,
o, jeg kan ej ret med ord forklare alt.
Striden bliver ofte stor,
Satan bruger store ord;
men jeg bliver kun i det, min Gud har talt.
Helvedsmagter vil mig friste,
verden håner mig og ler,
intet kan min fred bortvriste,
jeg til Jesus ene ser.
Trængslens luer om mig slå,
Jesus vil dog med mig gå,
aldrig stod han mere nær,
end når det gjaldt.

Vers 4
Lad så sangen bruse frem!
Snart du i dit himmelhjem
skue skal din Frelsers pragt og herlighed;
o, hvor lyst det er hos Gud.
Lovsangstoner vælder ud,
hvilken himmel fuld af evig salighed.
Der de kære til os vinker,
engleskarer jubler glad,
sejrskronerne de blinker,
midt imellem engles råd.
Jeg kan høre harpers klang,
myriaders glade sang,
hvilket liv i evigheders evighed.