335 – Måske det ej på bjergetind

Vers 1
Måske det ej på bjergetind,
ej over det stormende hav,
måske det ej er i hærens front,
at Herren en plads mig gav.
Men hvis han mig kalder med lønlig røst
ad stier, jeg kender ej,
jeg svarer ham: Herre, med hånden i din
jeg går, hvor du viser mig vej!

omkv
Jeg går, hvor du viser mig vej, o Gud,
over bjerg, over bølgerne ud.
Jeg taler dit ord, giv du kraft dertil,
jeg vil kun, hvad du, Herre vil.

Vers 2
Måske der i dag er kærlighedsord,
som Mesteren vil have talt;
måske han i dag har bud til en,
som håbeløst i synden faldt.
O Frelser, jeg ved, du vil lede min fod,
om vejen er skummel og vild,
frimodigt jeg bærer dit kærlighedsbud
og taler, som du siger til.

Vers 3
Forvist der findes en lille plet
i jorderigs vidstrakte høst,
hvor jeg kan virke den korte dag
for ham, som har mig forløst.
Jeg er jo dog købt med Jesu blod,
og ham kun jeg hører til.
Så tag da mit hjerte, min kraft, mit alt;
jeg vil kun, hvad du, Herre, vil.