334 – Lær mig, nattens stjerne

Vers 1
Lær mig, nattens stjerne,
at lyde fast og gerne,
ej at vige fra den vej,
som Himlens Gud tilmålte mig!
Lær mig, nattens stjerner!

Vers 2
Lær mig, markens blommer*,
at bie på min sommer,
midt i verdens dybe ve
at spire under vintersne!
Lær mig markens blommer!

Vers 3
Lær mig, golde hede,
du brune lærkerede,
nøjet med en fattig høst,
at huse sangen ved mit bryst!
Lær mig golde hede!

Vers 4
Havets bølgehære,
lær mig mit åg at bære
og som I, når sol går ned,
at spejle lidt af himlens fred!
Havets bølgehære!

Vers 5
Lær mig, grønne lunde,
at skygge, om jeg kunne,
hver, som kommer mig forbi,
ven og fjende på min sti!
Lær mig grønne lunde!

Vers 6
Sol i aftensvale,
lær mig den kunst at dale,
kun mod nattens dyb at går
for nyfødt atter at opstå!
Lær mig, sol, at dale!
*blomster