329 – Jeg er en sejler på livets hav

Vers 1
Jeg er en sejler på livets hav
på tidens skiftende bølge.
Den Herre Jesus mig kursen gav,
og denne kurs vil jeg følge.
Jeg stævner frem mod de lyse lande
med livets træer på de skønne strande,
hvor evig sol og sommer er.

Vers 2
Jeg sejler ofte for medvinds bør
i andres kølvand og følge,
som just lig mig denne rejse gør
hen over jordlivets bølge.
Og havet smiler, og solen skinner,
min dag så sagte og blid henrinder,
mens vinden fylder alle sejl.

Vers 3
Men ofte ensom i bråd og brand
i uvejrsnætter jeg sejler,
da ingen kending jeg har af land
og intet fyrtårn jeg pejler.
Men når jeg nær tror mit skib begravet,
da kommer Jesus på bølgehavet,
om først i sidste nattevagt.

Vers 4
Når sidste storm så er redet af,
og hjemmets kyster jeg skimter,
jeg ser i solglans et andet hav
af glar, som funkler og glimter;
jeg skuer portenes perlerader
og hører englenes myriader,
som hilse mig: Velkommen hjem!

Vers 5
Land ankret falde, jeg er i havn!
Farvel i brusende vover!
Jeg kaster mig i min Frelsers favn,
han, som har hjulpet mig over.
Og kendte, elskede stemmer kalder,
mens ankret sagte og stille falder
i evighedens lyse havn.