245 – Lær mig at kende dine veje

Vers 1
Lær mig at kende dine veje
og gå dem trøstigt skridt for skridt;
jeg ved, at hvad jeg fik i eje,
er gods til låns, og alt er dit.
Men vil din stærke hånd mig lede,
jeg aldrig fejl på målet ser,
og for hvert håb, som dør hernede,
får jeg et håb i Himlen mer.

Vers 2
Lær mig at kende dine tanker
og øves i at tænke dem;
og når i angst mit hjerte banker,
da må du kalde modet frem.
Når jeg har tænkt mig træt til døden,
sig så, hvad du har tænkt, o Gud!
Da kan jeg se, at morgenrøden
bag tvivl og smerte vælder ud.

Vers 3
Men lær mig frem for alt at kende
din grænseløse kærlighed,
den, som kan tusind stjerner tænde,
når lykkens sol er gået ned.
Den tørrer tåren, som den skabte,
og læger såret, som den slog,
dens vej går gennem det, vi tabte,
den giver mere, end den tog.