279 – Klippe og bjerge engang skulle vige

Vers 1
Klippe og bjerge engang skulle vige,
højene og skulle rokkes til sidst;
men ej min miskundhed fra dig skal vige,
aldrig min fredspagt, skal rokkes forvist!

Vers 2
Så har han talt i de henfarne tider,
han, som er hellig, barmhjertig og tro;
er han den samme, mens seklerne glider,
tør på hans løfte jeg bygge og bo?

Vers 3
Gælder hans ord, det livsalige milde,
også en synder, så fattig som jeg?
Tør jeg og drikke af salighedskilde?
Herre, du svare: Mit ord er for dig!

Vers 4
Ja, på den klippe, på ordet det faste,
talt fa hans mund, som er trofast og sand;
det jeg med hele min skyld tør mig kaste,
reddet og tryg på forjættelsens strand.