440 – Tænk hvilken nåde det er af Gud

Vers 1
Tænk, hvilken nåde det er af Gud,
at vi må være hans sendebud
og til den døende verden gå,
kærlighedssæd fra Gud udså!

Kor:
Gå, Gå, sædeman gå!
Gå, Gå, sædeman gå!
Gå og den ædle sæd udså!
Gå, Gå, sædeman gå!

Vers 2
Syntes dig vejen end stundom lang.
Jesus er med dig, gå trygt din gang!
Med sine øjne han leder dig
og gør af ørknen banet vej.

Vers 3
Kan du end ej stå i første led,
virk kun Guds værk på dit stille sted!
Herren, som selv det mest skjulte ser,
skænker dig løn, om tro du er.

Vers 4
Dog ikke blot ved Guds ord og sang
frigøres sjæle fra syndens tvang.
men ved din vandel i Herrens bud
hjælpes måske en sjæl til Gud!

Vers 5
Trættes da ej, men hans sæd så ud,
kærlighedssæden bær frugt fra Gud;
og må du tit så med tårer her,
skal du med glæde høste der.

Vers 6
Snart fra vor gerning vi hjemlov får,
lønnen derhjemme os forestår:
sjæle, som vandtes for Jesus her,
stråler som hans juveler der.