245 – Dybt i synd jeg sunket var

Vers 1
Dybt i synd jeg sunket var,
Langt bort fra fredfuld strand,
med en ufrelst sjæl bar
længere bort fra land.
Men se, havets herskermand
hørte mit angestråb,
op fra dybet løfted mig,
nu frelst jeg står.

Omkv
Han frelste mig, han frelste mig,
da alting håbløst var, Jesus frelste mig.
han frelste mig, han frelste mig,
da alting håbløst var, Jesus frelste mig.

Vers 2
Han mit hjertes tilflugt er,
jeg nu tilhører ham;
om hans store kærlighed
synger jeg dagen lang.
Nåde, mægtig dyb og rig,
fylder min frelste sjæl,
trofast vil jeg tjene ham,
som gør alt vel.

Vers 3
Bange sjæl, end er der håb,
Jesus forstår din sag!
Ømt og mildt han løfter dig
fra dine synderes grav;
thi hans magt er grænseløs,
samme fra dag til fag, –
bølgen stilles på hans ord –
mod frelsen tag!