371 – Jeg kan ej sørge, thi Gud er nær

Vers 1
Jeg kan ej sørge, thi Gud er nær,
han sørger selv for sin skare,
han mig og byrden bestandig bær
i dage mørke og klare.

Kor:
Min morgendag har jeg ikke set,
min gårsdag er ikke mere;
hvad jeg behøver, har Gud beredt,
og se, i dag hjælper Herren.

Vers 2
Er Gud min Fader, hvad gør det da,
om han for øjet sig gemmer?
Han jævner vejen, som jeg skal gå,
sit barn han aldrig forglemmer.

Vers 3
Han er en Fader så underfuld,
hvorfor da være bange?
Han er jo omsorg for mindste fugl,
ja, og for blomsten i vange.

Vers 4
Til spurve giver han daglig brød,
skønt ej de ejer en lade,
de aldrig klager af sult og nød,
men bygger rede så glade.