212 – Min pilgrimsvej sig opad snor

Vers 1
Min pilgrimsvej sig opad snor,
til jeg på Tabors høje bor.
Jeg vandrer frem med bøn i mund:
Gud, løft mig op på løftets grund.

Kor
Gud, løft mig op, lad fast mig stå!
Lad Tabors top din pilgrim nå!
For hvert skridt, fra stund til stund,
Gud, led mig op på løftets grund!

Vers 2
Mit hjerte kan nu hvile trygt,
hvor jeg ej nås af tvivl og frygt.
De ruger over dalens bund,
derfor jeg elsker løftets grund.

Vers 3
På troens vidder åndes frit,
skønt Satan mod mig sigter tit.
Min sjæl er karsk og frisk og sund,
for nu jeg står på løftets grund.

Vers 4
Min vandrings mål er bjergets tind,
hvor om mig suser Åndens vind.
Om glimt derfra jeg skimter kun,-
min længsel står til løftets grund.