195 – Nu Åndens ild i alle hjerter brænder

Vers 1
Nu Åndens ild i alle hjerter brænder,
som har sig helt på Herrens alter lagt,
en hellig brand, som Herren selv antænder,
som glød og varme i vor sjæl har bragt;
en dommens ild, som alt urent fortærer,
al synd og lyst som kødets sans begærer,
et bål, hvis flamme djævlen ej kan kue.
O, at det stadig i vor ånd må lue.

Vers 2
Se, nådens friske, rige strømme flyder
og vederkvæger ørknens tørre land!
Kom hid, hver tørstig sjæl! så Ånden kalder,
og drik i fulde drag af livets vand!
En regn, som hjertets jordbund gennemvæder,
den tørre kvist med grønne skud beklæder.
Tak Herre, du har åbnet Himlens sluser,
og nådens strømme over alle bruser.

Vers 3
Med kraft fremvælder Åndens stærke strømme;
læg ud fra land, lad al fortøjning gå,
at i Guds nådehav frit kan svømme;
i Jesu Kristi kraft du kan bestå.
En mægtig elv, som alting oversvømmer
og drukner alt, som Herrens ord fordømmer
en herlig dåb i Åndens friske bølger,
og sejrskraft i vidnesbyrdet følger.

Vers 4
Et vældigt stormvejr fylder Herrens tempel,
et Åndens sus med tunger og med ild;
om han i os får sat sit eget stempel,
da fast som Zions bjerg vi være vil.
En pinsevind, som fejer rent i salen
og blæser liv i tørre ben i dalen,
et åndepust fra herlighedens Fader,
som ordets dør og hjerterne oplader.

Vers 5
Mens Helligåndens klare olie flyder,
hold karret frem, og Jesus fylder snart!
at du, når midnatstimens anskrig lyder,
kan møde ham, og lampen lyse klart;
at du ej må bedraget stå tilbage,
når han sit folk i skyen skal optage,
men samles med den herliggjorte skare,
som bort fra trængselsnattens kval skal fare.