190 – Apostlene sad i Jerusalem

Vers 1
Apostlene sad i Jerusalem
og bied på Herens time,
for øren da brat det ringed dem,
som tusinde klokker kime.

Vers 2
Det rørte dem alle så underlig,
det var ikke før oplevet,
det taltes om dem i Himmerig,
dér blev deres navne skrevet.

Vers 3
Der taltes om dem, som livets ord
nu skulle med kraft forkynde,
om himmelglæde ved Herrens bor,
som skulle på jord begynde.

Vers 4
Da hørtes på Zion der sus og brus,
det bølgede som et lagen,
med kraft fra det høje det lave hus
opfyldtes på pinsedagen.

Vers 5
Da sås der tunge som ild og glød,
Guds venner de fløj i munden,
på alle folks tunger Guds ord genlød,
mangfoldig, men ens i grunden.

Vers 6
Så tændtes på jorden det lys fra
Gud,
der haver som solen strålet,
hvor levende røster Guds julebud
forkyndte på modersmålet.

Vers 7
Og har vi til nu påå det store ord
som børnene små kun stammet,
af Himmelens ild, som kom til jord,
vi har dog en gnist annammet.

Vers 8
Den gnist, den ulmer hos os endnu,
opblusser og i Guds time,
så gladelig rinder det os i hu,
at Himmerigs klokker kime!