145 – Velkommen igen, Guds engle små

Vers 1
Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje himmelsale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år Ispå
for fugl og sæd i dvale.

Vers 2
Vel mødt under sky på kirkesti,
på sne ved midnatstide!
Udbære vor jul ej nænner I,
derpå tør nok vi lide;
o, ganger dog ej vor dør forbi,
os volder ej den kvide!

Vers 3
Vor hytte er lav og så vor dør,
kun armod er herinde,
men gæstet har I en hytte før,
det drages vi til minde;
er kruset af ler og kagen tør,
deri sig engle finde.

Vers 4
Med venlige øjne himmelblå,
i vugger og i senge,
vi puslinger har i hver en vrå,
som en blomster gro i enge!
O, synger for dem, som lærker slå,
som hørt de har ej længe!

Vers 5
Så drømme de sødt om Betlehem,
og er det end forblommet,
de drømme dog sandt om barnets hjem,
som lå i kryberummet,
de drømme, de lege jul med dem,
hvis sang de har fornummet.

Vers 6
Da vågne de mildt i morgengry
og tælle mer ej timer,
da høre vi julesang på ny,
som sig med hjertet rimer,
da klinger det sødt i højen sky,
når juleklokken kimer.

Vers 7
Da vandre Guds engle op og ned
på salmens tonestige,
da byder vor Herre selv guds fred
til dem, den efterhige;
da åbner sig Himlens kongeled,
da kommer ret Guds rige.

Vers 8
O, måtte vi kun den glæde se,
før vore øjne lukkes!
Da skal som barnemoders ve,
vor smerte sødt botvugges.
Vor Fader i Himlen, lad det ske,
lad julesorgen slukkes!