143 – O, Betlehems fyrste

Vers 1
O, Betlehems fyrste,
sig hæver din sol
herligt på vor jord,
den spreder sin varme fra pol til pol
og kalder på livet i syd og nord.

Vers 2
Dig tjente i Himlen
den talløse hær,
engles højtidsflok;
du kom dog herned for at tjene enhver,
thi Himlens fryd var dig ikke nok.

Vers 3
Du agted det ikke
for ret og for rov
Gud at være lig,
men bøjed dig ned til vort dybe behov,
blev fattig, skønt ingen som du var rig.

Vers 4
Al verden nu skælver
så brænder hed
under hadets ånd;
men folkene får ingen lykke og fred,
før magten er lagt i din almagtshånd.

Vers 5
Vi tænder nu lys i
de tusinde hjem,
store og små,
men minderne stiger fra hjerternes gem
om Kongen, der fødtes på krybbestrå.

Vers 6
Vi spejder med længsel
mod advent på ny,
som i engles sang
blev lovet, da fordum de sang under sky
og lyste Guds fred over jord engang.