141 – Lys stråler frem af det dybeste mørke

Vers 1
Lys stråler frem af  det dybeste mørke;
dag bryder frem af århundreders nat.
Floder udvælder af ørkenens tørke;
bjergene åbnes for skjulteste skat.

Kor
O, hvilken kærlighed, o, hvilken nåde!
Faderen gav os sin enbårne Søn.
Paradissæd, som i støvet han såede,
vokser nu op til en have så skøn.

Vers 2
Stjernen, som lyste for at vise fra Østen,
skinner nu over alverden som sol.
Barnet, som hæved i Bethlehem røsten,
høres på jorden fra pol og til pol.

Vers 3
Kristus, som bragte det ny for det gamle,
Jesus, hvis hærlighed nu vi har set,
står som det banner, der atter skal samle
alle de adspredte Guds børn til ét